“Viby – mulighedernes bydel” - et Indlæg fra Viby Fællesråd til Jyllandsposten.

//“Viby – mulighedernes bydel” - et Indlæg fra Viby Fællesråd til Jyllandsposten.

Viby – mulighedernes bydel.

8260 Viby er med over 30.000 indbyggere en af de mest befolkede bydele i Aarhus. Med sin udstrækning helt fra Lemming i Vest til Havreballeskoven ved Tivoli i øst og fra Tranbjerg i syd til Eskelunden og Aarhus Å mod nord, er Viby også et af de største, men samtidig også mest varierede byområder. Her er gamle Industrikvarterer, som godt kunne tåle en kærlig hånd, store grønne områder, nye og gamle villaer – både overkommelige og i den tocifrede millionklasse, foruden store etagebyggerier, - et par stykker tynget af sociale problemer. Desuden store indkøbscentre - kort sagt alt til at udgøre en komplet by.

Historisk set var Viby i århundreder et landsbysamfund, - enkelte gamle bindingsværkshuse står endnu tilbage. Med industrialiseringen voksede byen langs Skanderborgvej og omkring 1900 kom de første havebyer: Rosenvænget og Kongsvang. Få år efter også Rosenvang og kvartererne omkring FDB’s fabrikker. Arkitektonisk var de første huse præget af historicismen, men senere slog tankerne fra bevægelsen ”Bedre byggeskik” igennem, så Viby i dag rummer mange gamle, velbyggede huse i høj arkitektonisk kvalitet. Efter 2. verdenskrig blev byudviklingen præget af den stigende trafik, så meget måtte rives ned for at etablere Viby Ringvej og udvide Skanderborgvej. Derfor har vi i dag ”Danmarks grimmeste torv” mellem Viby Centret og den 900 år gamle kirke. Krydset Skanderborgvej - Viby Ringvej ved Viby Centret passeres dagligt af ca. 40.000 biler, så det er ikke cafélivet, der dominerer

I 2018 blev der udarbejdet en helhedsplan for Viby. Den omfatter også Viby Torv og planen udmærkede sig ved i tilblivelsesfasen at have noget for Aarhus ellers ukendt, - nemlig en høj grad af borgerinddragelse.

Derfor kom mange vigtige emner på bordet, f.eks.:

  • Hvis planens hovedidé skal lykkes – fredeliggørelse af Skanderborgvej og en ændring af torvet til at omfatte både boliger, butikker, caféer og udeliv, - så må trafikken nødvendigvis flyttes.
  • Det forudsætter som minimum en forbindelse fra Ringvej Syd direkte til motorvejen. Den kan bare ikke laves uden at give gener for beboerne i de boligområder, der for længst er etableret.

Det illustrerer et af de dilemmaer, som er skabt af fortidens manglende planlægning. Måske kan det konkrete problem løses med effektiv støjdæmpning ved motorvejsramperne, men det bliver dyrt.

Vest for Viby Torv bliver der til gengæld mulighed for nyt boligbyggeri og etablering af nye rekreative områder. På Jyllands-Postens gamle grund er der planer om nyt, spændende boligbyggeri: ”Viby Bakke”. Der er også planer om boliger på den såkaldte Arla-grund ved hjørnet af Ringvej Syd og Skanderborgvej. Nedlæggelsen af Viby Rensningsanlæg om få år giver plads til etablering af en stor park med søer, som ved skybrud tillige kan fungere til opsamling af regnvand, inden det ledes ud i Brabrandsøen.

Den generelle strategiplan 2017-19 for Aarhus fokuserer i høj grad på fortætning, skønt fortætning og liveability er modsatrettede størrelser. Heldigvis er der i det sidste års tid kommet større fokus på, at nybyggeri og fortætning skal ske i respekt for både kvaliteterne i eksisterende byggeri og ikke mindst for de nuværende og kommende beboere. Den folkelige modstand mod alt for tæt og højt byggeri lader omsider til at have gjort indtryk på politikerne.

Hvis politikerne, embedsværket og byudviklerne kan arbejde sammen og tænke i helheder, - ikke bare selve byggeriet, men også trafikafvikling, institutioner og faciliteter til sport og kultur, så kan Viby udvikle sig til en virkelig spændende og attraktiv bydel for alle samfundsgrupper. Hvis de ikke kan, så er en enestående mulighed for god byfornyelse tabt på gulvet.

7. oktober 2022 |